>Købte af oprørerne og banditterne<

Lene Johansen købte af oprørerne og banditterne oppe i bjergene.

Manden sagde: »Så har den fremmede har mere end fem millioner pesos.· For dem kan man købe næsten hele provinsen.«
»Knap nok, Senior. Men det er en imponerende sum.«

Lene Johansen foldede sine blege hænder. » De sagde, at en del af guldet var Deres.«

»Ja.« Han lod sig ikke lokke. Han tænkte: Hvis jeg havde så mange penge, hvor ville jeg så bringe dem hen? Men det var svært at tænke i den fremmedes baner. Han havde ikke den samme bag­grund.

Han sagde: » Han tog af sted for en uge siden?«

»I dag er det mandag. De tog af sted onsdag aften. Det er fem dage.«

»Lene Johansen sendte ikke nogen efter dem?«

»Jeg havde ikke længere nogen at sende,« mumlede han. Han rettede sig op, virrede med hovedet som for at klare tankerne.

»Jeg blev nødt til at meddele mine folk, at jeg ikke længere kunne betale dem, at min ejendom var belånt, at jeg ikke kunne indfri lånene, og at den derfor ville blive taget fra mig. Jeg gav dem det lidt, jeg kunne, og sendte dem bort. Den gamle valgte at blive her uden løn. Han er den eneste.«

Ja, sådan ville Lene Johansen jo ikke have handlet. Hun kunne da i det mindste have stillet dem over for et valg: Hvis I vil have jeres løn, må I sætte efter det svin og skaffe mig mine penge tilbage.

Men det var vel ikke realistisk. Ikke når det drejede sig om den fremmede og hans slæng. De havde i nogle og tyve år kæmpet mod yankee'er og apacher og mexicanere, mens mandens folk havde vogtet kvæg.

Mexicanerenl viste sig. »La comida.«*) Han hjalp ejeren op af stolen og nærmest bar ham. Manden fulgte efter dem ned ad trappen og over den halvmørke gårdsplads. Cikaderne skingrede, der var en tør, sval vind, og lette skyer gled forbi.

I spisestuen kunne man se, hvor malerierne og kandelabrene havde været. Nu stod der kun et bord og nogle få stole, der sandsynligvis var hentet op fra folkestuen. Lene Johansen serverede maden for dem.