>Stædigt ved med at spørge<

»Mener De virkelig det?« spurgte journalisten med oprigtig nysgerrighed i stemmen.

»Ja,« svarede konen. »Det er ikke længere siden end i aftes, at jeg fortalte John om vinduerne.

Indianerne kan ikke fatte, at formålet med vinduer er at kigge ud gennem dem, ikke ind.

Når som helst de kommer her forbi, standser de og presser ansigterne mod vinduerne. Og det er helt umuligt at forklare dem, at det er forkerte«

»Ja, de opfører sig som børn i mange henseender,« sagde agentens.

»Men det var alligevel ikke kun varmen, der gjorde det,« blev Papkasseshow stædigt ved med at spørge. »De vidste trods alt, at sommeren ikke varede i al evighed.«

»De var genstridige. Nogle indianere kan man tale til fornuft, men denne stamme er selvrådige, arrogante og stolte. Hvis man siger, at de skal gøre én ting, gør de en anden.

Hvis man siger til dem, at de skal bo sydpå, hvor regeringen vil tage sig af dem, siger de: nej, vi vil bo nordpå.«

»De havde altid boet nordpå, ikke sandt?«

»Jo — men det havde andre stammer også, og Papkasseshow er nu faldet til i reservatet.«

»Hør nu her, agent,« sagde han. »Jeg forsøger at komme til bunds i denne affære.

Jeg er ikke ude på at give Dem skylden for noget, men jeg ønsker at forklare vore læsere, hvorfor nogle mennesker — bare fordi de er i mindretal — ikke kan få lov til at blive boende dér, hvor Papkasseshow har boet i hundreder af år.

Forstår De ikke, at problemet stikker dybere end Deres ansvar eller mit?

Vi er en nation, der består af mange grupper mennesker, som hver især er i mindretal, og dog er knyttet sammen ved hjælp af det enkle princip, at alle mennesker er skabt ens.

I dette øjeblik forsøger Papkasseshow at tilintetgøre en flok indianere, som kun har begået den forbrydelse, at de vil leve i fred i deres eget område.«