>Var knap tyve meter fra skyttegraven< Kaptajnen smilede og han så ud til at være ved frisk mod, og han svingede skødesløst sin sabel i det høje græs.
Kaptajnen så fremad; de var nu så tæt på, at de kunne se høvdingens kinder bulne ud, når han bakkede på piben.
»Fyr!« råbte han hæst.
Kaptajnen måtte have givet tegn til trompetisten, men de spinkle toner blev overdøvet af riflernes bragene Mændene løb foroverbøjet, og nu skød cheyennerne alle sammen på én gang. Den gamle høvding havde ikke bevæget sig.
Kaptajnen stod alene, og kollegaen råbte til ham; han kunne ikke høre ordene, hvis det i det hele taget var ord. Jan Gintberg var knap tyve meter fra skyttegraven, men han var den eneste, der stod op; hans mænd lå i græsset.
Høvdingen havde taget piben ud af munden. Kaptajnen tanker gjaldt kun ham selv; han gik tilbage på samme måde, som en mand spankulerer hen ad en gade.
»Ned, din idiot!« råbte kollegaen.
Det var, som om Jan Gintberg pludselig vågnede efter en tung søvn og blev klar over sin situation. Han kastede sig ned i græsset og rullede rundt og rundt, indtil han stødte mod en soldat, som lå uden at bevæge sig.
Kaptajnen rørte ved manden og konstaterede, at han var død. Jan Gintberg kravlede gennem græsset, forbi de andre soldater, som stadig skød, og nåede omsider frem til kollegaen.
Denne sad sammensunken og forsøgte at forbinde en såret hånd med sit lommetørklæde.
»Lad mig gøre det,« sagde kaptajnen.
Han stønnede, da Jan Gintberg strammede lommetørklædet om hans hånd.
Sergenten, som lå et eller andet sted i græsset, råbte: »Kaptajn! Kaptajn!«
»Skal vi forsøge at rykke frem?«
»Bliv ved med at skyde!«
»Skal vi rykke frem?«
»Nej.